Københavns Retshjælp yder bistand til enhver borger i Danmark, uanset bopæl.


Københavns Retshjælps medarbejdere kan hjælpe dig med næsten alle typer sager.


Vores rådgivere har tavshedspligt, så du kan trygt dele alle oplysninger om din sag.


Hvordan kan vi hjælpe?

Vores rådgivere har tavshedspligt, så du kan trygt dele alle oplysninger om din sag. Her kan du læse nærmere om, hvordan vi arbejder, og finde svar på nogle ofte stillede spørgsmål.

Når du henvender dig til Københavns Retshjælp, vil du få lejlighed til at tale med en rådgiver om din sag. Rådgiveren vil sammen med sin sekretær gennemgå sagen med dig og se på eventuelle dokumenter, som du har medbragt. Afhængigt af sagens karakter vil rådgiveren enten give dig et mundtligt råd eller tilbyde at behandle sagen for dig.

Hvis Retshjælpen påtager sig at behandle din sag, vil Retshjælpen skrive breve til modparten og håndtere sagen fra start til slut. Din sag vil altid være tilknyttet den samme rådgiver på den ugedag, hvor du har henvendt dig. Det betyder, at sagen igennem hele forløbet vil blive behandlet af de samme personer, men det betyder også, at du kun kan henvende dig til Retshjælpen vedrørende sagen på denne ugedag.

Københavns Retshjælps rådgivere har tavshedspligt, og du kan derfor trygt fortælle din rådgiver alle detaljer om din sag, uden at andre får noget at vide herom. Retshjælpen er endvidere en selvejende institution, som er uafhængig af politiske og andre interesser og er ikke tilknyttet nogen offentlige myndigheder.

De fleste sager kan løses uden at skulle indbringes for domstolene. Hvis sagen alligevel skal for retten, vil dette ske med hjælp fra Retshjælpens "faste advokater", forudsat at domstolsbehandling kan ske i hovedstadsområdet. Henvisning til advokat kan i visse tilfælde nødvendiggøre betaling af et mindre gebyr.

Hvis Retshjælpen ikke kan behandle din sag, vil Retshjælpen almindeligvis give dig et mundtligt råd og henvise dig til at søge almindelig advokatbistand. Retshjælpens medarbejdere må ikke privat påtage sig sager for klienterne, ligesom Retshjælpen ikke kan hjælpe dig med at vælge advokat. Hvis du selv ønsker at finde en advokat, kan du se en oversigt over alle landets advokater på www.advokatsamfundet.dk.




Er der lang ventetid på at få hjælp?
Ventetiden afgænger af, hvor mange klienter der møder op de enkelte aftener og hvor komplekse sagerne er. Det er derfor en god idé at forberede sig på nogen ventetid. Alle klienter kommer dog til at tale med en rådgiver samme aften, som de møder.

Kan man aftale tid til et møde?
Som udgangspunkt kan man ikke aftale tid til møder på forhånd.

Får andre noget at vide om min sag i Retshjælpen?
Nej, Retshjælpens medarbejdere har tavshedspligt og må ikke fortælle andre om det, som du søger hjælp til. Retshjælpen er en privat, selvejende organisation, som ikke er knyttet til offentlige myndigheder eller andre.

Kan jeg have flere sager på samme tid i Retshjælpen?
Ja, Retshjælpen kan godt hjælpe dig med flere forskellige sager på én gang. Det er dog en forudsætning, at sagerne behandles af de samme rådgivere, så disse kan give dig den bedste rådgivning og så Retshjælpens ressourcer udnyttes bedst muligt.

Kan Retshjælpen hjælpe mig, hvis jeg ikke taler så godt dansk?
Retshjælpen kan bistå dig på engelsk, men hvis du taler andre sprog, bør du medbringe en tolk. Retshjælpen har dog klienter fra mange forskellige baggrunde, og rådgiverne gør deres bedste for at hjælpe, også hvor der er sprogvanskeligheder.

Hvem betaler for Retshjælpens arbejde?
Retshjælpens rådgivere arbejder gratis i deres fritid. Omkostningerne til at drive Københavns Retshjælp dækkes af tilskud fra Justitsministeriet, Københavns Kommune og en række legater, som Retshjælpen søger om støtte hos.

Bestemmer jeg selv, hvordan Retshjælpen skal hjælpe mig?

Retshjælpens rådgivere vejleder og bistår dig med at opnå den bedste løsning af sagen. Du bestemmer selv, om du vil følge rådgivernes vejledning og hvilken en af flere mulige løsninger, som du ønsker. Det er dog rådgiverne, der bestemmer, hvad der skal stå i breve, der sendes fra Retshjælpen.

Hvad skal jeg have med, når jeg henvender mig til Københavns Retshjælp?

Du bør medbringe alle relevante breve, dokumenter og sagsakter i din sag, når du henvender dig til Retshjælpen. Hvis du er blevet stævnet eller er blevet bedt om at møde i retten, kan det være en god idé også at medbringe dine seneste to årsopgørelser (ikke forskudsopgørelser) fra skattevæsenet, samt din indboforsikring eller familieforsikring, hvis du har en. Disse oplysninger skal Retshjælpen bruge, hvis det er nødvendigt at søge støtte til at behandle din sag for retten.

Kan Retshjælpen møde i retten for mig?
Nej, Retshjælpens medarbejdere arbejder kun om aftenen og kan ikke gå i retten i din sag. Hvis sagen skal indbringes for retten eller du er blevet stævnet, vil Retshjælpen bistå dig med at søge advokat gennem Retshjælpens tilknyttede advokatfirmaer. Oversendelse af sagen til advokat er dog undergivet visse økonomiske betingelser.